Kvindernes egne fortællinger
Fillipinsk kvinde
 |
Da jeg kom til Danmark, tænkte jeg: "Nu har jeg giftet mig med
ham, og vi skal være sammen hele vores liv. Nu bliver mit liv
godt." Jeg havde fuld tiltro til ham. Vi havde mødt hinanden på
Filippinerne, gennem nogle af mine veninder, og han lovede mig, at
jeg kunne komme til Danmark. Han fortalte mig ikke, at han havde en
ekskone, som han så; det fandt jeg først ud af i Danmark. Hun ville
ikke have, at vi giftede os, og hun lavede problemer. Men jeg
tænkte, at det nok skulle gå. "Jeg kan mærke, at mit liv bliver
rigtig godt. Jeg elsker ham, og jeg er en god kone. Jeg lytter til,
hvad han siger." Sådan tænkte jeg.
Jeg tænkte også, at det måske altid var sådan at være nygift. At
man lige skal fange hinandens mentalitet og finde ud af, hvem den
anden er. Nogle gange kunne jeg mærke, at han elskede mig. Så da
jeg fik min opholdstilladelse, blev jeg så glad, og jeg glædede mig
til at arbejde.
Jeg prøvede at finde et arbejde, så jeg kunne hjælpe ham med at
betale regninger til huset. Han siger, at når man er gift i
Danmark, skal man hjælpe hinanden og betale halvdelen af udgifterne
hver. Til hus, lys, vand, mad, tøj, alt sammen. Så det gjorde
jeg.
...
Han begyndte at lave kontaktannoncer på computeren. Jeg ignorerede
det. "Han spiller bare," tænkte jeg. Men han sad tit og kiggede på
pigerne, når jeg kom fra arbejde, og spurgte, om jeg ville kigge
med. "Det er bare venskaber," sagde han. Så sagde han, at han ville
rejse, og jeg spurgte, om jeg måtte komme med. Han sagde nej. Så
rejste han af sted til Filippinerne i tre uger.
...
Så begyndte der at komme beskeder til ham på telefonen, og der var
en, der begyndte at ringe til ham. Han sagde, at det ikke var hans
kæreste, men min datter så en besked fra hende, hvor hun skrev tak,
og at hun ville til Danmark til ham.
...
Jeg spurgte ham: "Hvorfor gør du det her imod mig?" og så begyndte
han at drikke. Jeg sagde, at han skulle holde op, og at vi skulle
tale ordentlig om det her. Jeg spurgte ham, om vi var på vej til at
blive skilt. Så sendte jeg en besked til hans søn og bad ham komme.
Jeg forklarede ham, at hans far var fuld igen og havde fået en
anden kæreste i Filippinerne. Så slog min mand mig. Jeg fik et
chok. Han slog mig i ryggen, og han slog mig med knytnæver. Jeg kom
på skadestuen, og så kom hans søn og sagde, at jeg skulle flytte.
"Har du ikke en veninde, du kan tage hen til?" sagde han. Jeg
sagde, at "din far har mine penge, og han vil ikke give mig dem.
Jeg betaler også til huset. Hvorfor skal jeg gå?"
Så ringede jeg til en af mine filippinske veninder. Jeg ville væk,
men jeg ville også
blive, for jeg manglede seks måneder, før jeg kunne få min
opholdstilladelse. Min veninde hentede os, hun har bil. Bagefter
var jeg helt forvirret. Og nu beder jeg til, at nogen kan hjælpe
mig...
Pakistansk kvinde
 |
Det var sidste år i oktober. Vi var flyttet til Sverige, fordi min
svigerfamilie havde smidt mig ud. En morgen kom min mand og gav mig
besked på, at jeg skulle hente mit pas, for nu skulle jeg
registreres i Sverige, så jeg kunne søge om
opholdstilladelse.
Men 2-3 dage senere kom han og sagde: "Gør dig klar. Vi skal til
Pakistan i dag." Jeg var i chok. Han havde planlagt det hele,
booket billetter uden at spørge mig. Men jeg havde stadig ingen
anelse om, hvor galt det ville gå. Mens jeg pakkede, var han på
nakken af mig. "Det må du ikke tage med, det skal du lade blive
her." Han tog alle mine smykker ud af tasken, og han tømte min
håndtaske for læbestift, hårbørste og småpenge. Så tog han pengene.
Jeg tog til Pakistan uden en klink, og alle mine smykker var i
Sverige. Han sagde, at dem ville jeg ikke få brug for i
Pakistan.
Fra lufthavnen kørte vi direkte til mine forældres hus, og de blev
helt overvældede over at se os uanmeldt.
...
Han gik og gav ikke lyd fra sig i tre dage. Tankerne for rundt i
hovedet på mig. Han har taget mit pas, og han har alle mine ting.
Hvad vil han med mit pas? Jeg er hans kone. Hvad er det, han vil
have af mig? Hvad sker der med mig nu? Jeg tog min mor med ud, og
vi fandt frem til hans families hus. Hans mor nægtede at tage imod
os og bad tjeneren om at sige, at jeg skulle gå, og at jeg intet
havde at bestille dér. Jeg var forundret og målløs. Dørmanden havde
tårer i øjnene. Han kendte mig, fordi jeg havde boet dér i en
måned, da vi var blevet gift, og jeg ventede på at komme til
Danmark. Dørmanden græd, da han sagde: "Frue, De aner ikke, hvad
der sker. De kan ikke forestille Dem, hvad Deres mand har lagt af
planer for Dem. Han er taget tilbage." Jeg følte det, som om jeg
faldt ned i et hul. Jeg havde så mange tanker i hovedet. Skal jeg
blive i Pakistan? Skal jeg til Danmark? Er der en vej for mig at
gå? Når nu den person, som jeg ønskede at leve livet med, har
forladt mig, hvad så?
Han havde en uddannelse og et arbejde, da jeg lærte ham at kende
via min søster, som allerede boede i Danmark. Hun sørgede for, at
han og hans familie kom på besøg hos min familie i Pakistan. Jeg
fortalte ham, at jeg havde ventet med at beslutte mig for ægteskab,
fordi jeg ville gøre mine studier færdig. Gymnasiet, en bachelor og
så en master. Jeg arbejdede også undervejs. Jeg ville giftes med et
menneske, som jeg kunne dele livet med. På lige vilkår. Det var
det, jeg drømte om, og jeg troede, at han var den, jeg kunne
realisere drømmen sammen med. Jeg var betaget af ham. Han sagde og
skrev en masse ting, som virkede så kloge og originale. Nu tænker
jeg, at han var god til at kopiere en masse ting, som andre sagde
og gjorde. Han kunne se, hvad jeg gerne ville have, og så gjorde
han det på den måde.
...
Hvordan kunne han gøre det? Min svigerfamilie fik alt, hvad de
forlangte. Jeg havde medgift med, dyre jakkesæt, smykker, møbler.
Efter brylluppet bestemte min mand, at jeg ikke måtte ringe til
mine søskende. Det efterlevede jeg. Alligevel kritiserede hans
familie alt ved min personlighed. Jeg blev slået ihjel langsomt.
"Hvad tror du egentlig, du er? De næste syv år kan du kun klare
dig, hvis du bliver her. Du vil aldrig blive accepteret eller
anerkendt uden mig, heller ikke hos myndighederne," sagde min
mand.
Så efterlod han mig i Pakistan, selv om han udmærket vidste, hvad
der sker, når man kommer hjem som fraskilt kvinde. Ingen tror, at
en skilsmisse skyldes en dårlig mand. Det er altid kvindens skyld.
Som fraskilt har man ingen status. Familie, naboer og omgangskreds
vil altid tænke på én som let på tråden eller billig.
Ghanesisk kvinde
 |
Han sagde til mig, at jeg skulle betale de penge tilbage, han
havde givet til myndighederne, da jeg kom.
"Jeg har brugt alle mine penge på dig. De penge, jeg betalte,
havde jeg lånt, og nu skal jeg betale dem tilbage." Jeg sagde: "Du
skulle have fortalt mig det, inden jeg forlod Ghana. Hvordan skal
jeg betale dig?" Så sagde han, at han ville skaffe nogle mænd, jeg
skulle dyrke sex med. Så kunne jeg betale ham på den måde. Jeg
sagde: "Det kan du ikke gøre mod mig. Jeg har lidt nok i mit
liv."
...
Nogle gange, når jeg sad på en stol, kunne han finde på at sparke
den væk under mig. Han var meget voldelig. Rå. Han havde ingen
respekt for mig. Jeg var et nul for ham. Han kaldte mig alle mulige
grimme ting. Sagde, at jeg var et røvhul og skulle rejse tilbage
til det lort, jeg kom fra. Han truede med, at hvis jeg rejste
tilbage, ville han tage til Ghana og finde en anden kvinde at tage
med til Danmark. Jeg sagde: "Du er en dansk mand, der kan gøre,
hvad du vil; det har du ret til."
...
Politiet opdagede, at mit visum var udløbet. Jeg forklarede dem,
at jeg ikke havde haft mulighed for at forlænge det, fordi min mand
havde taget mit pas. Jeg sagde, at han havde presset mig til at
dyrke sex med mænd, han hentede hjem til os. Men de sagde, at jeg
var ulovligt i landet, så de ville køre mig til et fængsel. Jeg
sagde, at han plejede at binde mig og dyrke sex med mig. Men de
sagde, at de ikke kunne finde beviser mod ham. "Der er sket mange
ting i mit liv, der ikke er beviser for," sagde jeg.
...
Ministeren har sagt, at hun beslutter sig i min sag om fem
måneder. Jeg drømmer om, at jeg kan begynde forfra. Få en
uddannelse og et arbejde, så jeg kan hjælpe mine børn. Jeg kunne
passe børn eller gamle mennesker, hvad som helst. Jeg kan ikke
klare den måde, han behandler mig på. Hvis det ikke var for den
syvårsregel, kunne jeg forlade ham.